Mette F. forventer flere sager om krænkelser i S

Statsminister Mette Frederiksen (S) forventer, at der kan komme flere sager om krænkelser i Socialdemokratiet.

Omfanget og alvoren af fremtidige sager kan hun dog ikke vurdere, men hun har fået kendskab til nogle konkrete forhold.

Det siger hun forud for et gruppemøde i Socialdemokratiets folketingsgruppe tirsdag formiddag, dagen efter at nu forhenværende overborgmester og partiets næstformand Frank Jensen (S) har trukket sig.

Det sker, efter at der er kommet en række sager frem om hans seksuelle krænkelser af kvinder gennem 30 år.

Det er første gang, siden Frank Jensen har trukket sig, at Mette Frederiksen udtaler sig til pressen.

Spørgsmål: Har du kendskab til nogen?

– Jeg har fået kendskab til nogle konkrete forhold og tror bestemt også, at noget af det vil møde offentligheden, siger Mette Frederiksen.

Socialdemokratiet har igangsat en advokatundersøgelse, som skal afdække omfanget af problemerne med sexisme.

På et pressemøde mandag lød det fra Frank Jensen, at anklagerne om krænkelser ville overskygge hans politiske arbejde frem mod kommunalvalget næste år. Derfor har han valgt at trække sig, fortalte han.

Frank Jensen fik søndag opbakning fra partifæller ved et krisemøde i København, efter at der var blevet oprullet flere sager i medierne om hans krænkelser af kvinder.

Hvad Frank Jensen skal lave nu, er uvist. Han sidder fortsat i en række bestyrelser i eksempelvis Rockwool Fonden.

Mette Frederiksen roser tirsdag de kvinder, som står frem og fortæller om krænkelser og sexisme.

– Det er en svær diskussion. Men den er nødvendig og rigtig. Og jeg vil gerne hilse velkommen – både dem, der går ind i diskussionen, og også de unge piger og kvinder, der har modet til at stå frem, siger hun.

/ritzau/