Lande lover 11 milliarder ekstra i hjælp til Sahel-region

Der er tirsdag indsamlet 10,8 milliarder kroner til den uroplagede og kriseramte Sahel-region.

Det er sket ved en donorkonference i København, som Danmark sammen med Tyskland, EU og FN har stået bag. Det oplyser Udenrigsministeriet.

En række lande og organisationer har ved konferencen sammen givet løfte om de 10,8 milliarder kroner i humanitær hjælp til det centrale Sahel nu og i de kommende år.

Det centrale Sahel, som omfatter Burkina Faso, Mali og Niger, er præget af konflikter, voksende fattigdom og sult.

1,8 millioner mennesker er fordrevet fra deres hjem.

Ifølge Læger uden Grænser er der akut brug for langt mere hjælp til blandt andet Burkina Faso.

Både i den nordlige og østlige del af Burkina Faso er kampe mellem bevæbnede grupper eskaleret.

Flere end en million mennesker har været tvunget til at forlade deres hjem. Næsten halvdelen af dem er flygtet siden begyndelsen af 2020.

De fleste bor med begrænset adgang til vand, mad, ordentligt tag over hovedet og lægehjælp.

/ritzau/