Danmark får lidt større torskekvote i det vestlige Østersøen

De danske fiskere får lov at fange en smule flere torsk i den vestlige Østersø i år end sidste år.

Det står klart, efter at EU’s fiskeriministre netop har landet en aftale om kvoterne i Østersøen for næste år.

Fiskeriminister Mogens Jensen (S) erklærer sig natten til tirsdag tilfreds efter det, som han kalder “svære og komplicerede” forhandlinger.

– Alt i alt synes jeg, at vi er kommet godt i mål med en god balance, hvor vi får sikret bæredygtige bestande og et bæredygtigt fiskeri, siger han.

– Og så kommer jeg hjem med lidt flere fisk til de danske fiskere, end der var lagt op til.

Netop i forhold til torsken i den vestlige Østersø havde den danske regering på forhånd sagt, at der skulle forhandles en større kvote på plads end EU-Kommissionens udspil, der lød på en 11 procent mindre kvote end sidste år.

Og det lykkedes også.

Kvoten i den vestlige Østersø er næste år øget med fem procent svarende til 4000 ton, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

I den østlige Østersø er bestanden til gengæld så presset, at kvoten er blevet skåret med 70 procent. Det er fuldstændig, som EU-Kommissionen lagde op til.

/ritzau/