Overborgmester Frank Jensen indkalder til pressemøde

Overborgmester Frank Jensen (S) har indkaldt til pressemøde klokken 12 ved Kulturhuset på Islands Brygge i København.

Det oplyser Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Frank Jensen har de seneste dage været i strid modvind, efter at der er blevet oprullet flere sager om krænkelser af kvinder i medierne.

Søndag aften fik han dog opbakning fra 22 af 32 partifæller ved et krisemøde i København.

På et efterfølgende pressemøde erkendte Frank Jensen, at han har været en krænker, og han undskyldte overfor de kvinder, han har stødt gennem 30 år i politik.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har mandag morgen kommenteret sagen for første gang.

– Jeg vil gerne gøre det klart, at der ikke er truffet nogen konklusion i sagen om Socialdemokratiets næstformand og overborgmester i København, Frank Jensen, siger Mette Frederiksen i en skriftlig kommentar.

Hun ser med stor alvor på sagen.

– Jeg ser med meget stor alvor på de anklager, der er rejst. Det er åbenlyst, at vi i Socialdemokratiet også har problemer. Det skal ændres nu.

– Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling, siger Mette Frederiksen i kommentaren.

Socialdemokratiet har etableret en advokatordning, hvor man kan indberette krænkende adfærd. Den er blevet bedt om at se på sagen med Frank Jensen.

Sideløbende har alle partier – med undtagelse af Socialdemokratiet – i Københavns Borgerrepræsentation krævet en uvildig advokatundersøgelse af Frank Jensens krænkelser.

Samtidig mener flere partier, at Frank Jensen bør søge orlov, mens undersøgelsen pågår.

/ritzau/