Frank Jensen trækker sig som overborgmester i København

Frank Jensen (S) træder tilbage som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet efter anklager om krænkelser af kvinder.

Det oplyser han på et pressemøde mandag. Det er 13 timer, efter at han fik opbakning fra partifællerne i København til at fortsætte.

– I aftes var jeg utrolig glad for, at jeg fik bred opbakning fra Socialdemokratiet i København og fra min gruppe på rådhuset til, at jeg kunne fortsætte mit arbejde som overborgmester, siger overborgmester i København Frank Jensen (S).

– Nu har jeg sovet på det. Det kommer til at skygge for det politiske arbejde, jeg gerne vil beskæftige mig med.

– Derfor har jeg besluttet mig for at træde tilbage som overborgmester. Nu forlader jeg, Frank Jensen, overborgmesterkontoret. Og det gør jeg i dag, siger Frank Jensen.

Han har været overborgmester i København i 11 år og næstformand for Socialdemokratiet i 8 år. Samlet har han været i politik i 33 år.

/ritzau/