DSU-formand glæder sig over at krænkelser fik konsekvenser

Cecilie Sværke Priess, som er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) København, er glad for, at Frank Jensen (S) har valgt at gå af som overborgmester i København.

Det skriver hun mandag på Twitter, kort efter at Frank Jensen (S) på et pressemøde har trukket sig fra alle sine politiske poster som både overborgmester og næstformand for Socialdemokratiet.

– I dag har vi bevist, at det HAR konsekvenser – også for en overborgmester – ikke at være sin magt og dermed sit ansvar bevidst, skriver hun.

Cecilie Sværke Priess har været en af hovedpersonerne i de anklager om krænkelser, der er rejst mod Frank Jensen. En af anklagerne kommer fra Cecilie Sværke Priess selv.

På pressemødet lød det fra Frank Jensen, at anklagerne ville overskygge hans politiske arbejde frem mod kommunalvalget næste år. Derfor har han valgt at trække sig, fortalte han.

Frank Jensen fik søndag opbakning fra partifæller ved et krisemøde i København, efter at der var blevet oprullet flere sager om hans krænkelser af kvinder i medierne.

På et efterfølgende pressemøde søndag aften erkendte Frank Jensen, at han har været en krænker, og derfor undskyldte han over for kvinder, han har stødt gennem 30 år i politik.

Cecilie Sværke Priess fortalte søndag til Jyllands-Posten, at hun havde modtaget otte nye sager om personer, der har oplevet krænkelser fra Frank Jensen eller været vidne til episoder.

En af sagerne omhandler Cecilie Sværke Priess. Frank Jensen har afvist episoden.

Der skulle angiveligt være tale om en episode i Fælledparken i maj 2019, hvor Frank Jensen havde kysset DSU-formanden på kinden.

Cecilie Sværke Priess ønskede ikke sagen frem i offentligheden, og hun har beskyldt Frank Jensen for at bryde en aftale om anonymitet ved at have omtalt episoden.

/ritzau/