SF efter juristers budskab: Miljø og klima skal på Grundloven

Retten til blandt andet natur og frisk luft skal skrives ind i Grundloven.

Det mener SF, som vil stille et forslag i Folketinget om at få skrevet rettigheder vedrørende klima og miljø ind i Grundloven.

Det fortæller Jacob Mark, der er gruppeformand i SF.

Forslaget kommer, efter at en række jurister over for Berlingske har argumenteret for at få Grundloven til at omfatte netop miljø og klima.

– I SF mener vi også, at man skal grundlovssikre retten til natur, til frisk luft og til klima, hvor man faktisk kan være i.

– Det er helt basale rettigheder, som er forudsætningen for, at man kan leve et godt liv, siger Jacob Mark.

Også Enhedslisten, der er et andet af regeringens støttepartier, bakker op om budskabet fra juristerne.

Ifølge klima-, miljø- og naturordfører Mai Villadsen (EL) skal hensyn til klima og natur skrives ind i Grundloven. Det fortæller hun i et opslag på Twitter.

Norge, Sverige og Finland har allerede tilføjet bestemmelser om klima og miljø til deres grundlov.

/ritzau/