S-ledelse får nye klager over Frank Jensen inden møde

Socialdemokratiets ledelse i København har fået nye klager om krænkelser begået af overborgmester Frank Jensen.

Det skriver Jyllands-Posten, som har set dokumentation for klagerne.

Frank Jensen skal søndag aften forklare sig over for sine partifæller i København efter netop anklager om krænkende adfærd.

Klokken 18.30 begynder et møde på rådhuset i København om to sager fra 2012 og 2017, som Jyllands-Posten beskrev lørdag.

Men nu er der altså kommet flere anklager mod overborgmesteren.

De strækker sig helt fra slutningen af 1990’erne og frem til 2019.

Det fortæller Cecilie Sværke Priess, der er formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, DSU, i København, til Jyllands-Posten.

/ritzau/