Kommentator om postyr i De Radikale: Sagen er ikke løst

Selv om stormen er redet af søndag, kan uroen hurtigt blæse op i De Radikale igen.

Det vurderer Kristian Madsen, der er politisk kommentator hos Politiken.

– Jeg tror roligt, man kan sige, at sagen ikke er løst. Men det er klart for mig, at Sofie Carsten Nielsen står stærkere i dag, end hun gjorde i går, siger han.

De Radikale har holdt et knap tre timer langt krisemøde søndag eftermiddag efter flere uger med stort postyr internt i partiet.

Den politiske leder Morten Østergaard måtte gå af efter dårlig håndtering af en sag, hvor han havde krænket en partikollega. Dernæst blev den nyvalgte leder – Sofie Carsten Nielsen – beskyldt for at have dækket over krænkelsessager i partiet.

Men med et let smil kunne Sofie Carsten Nielsen dog søndag møde pressen.

– Der er opbakning fra gruppen, sagde hun med de øvrige folketingsmedlemmer omkring sig.

En af dem var Martin Lidegaard, og han var i forrige uge i kampvalg med Sofie Carsten Nielsen om lederposten. Politisk kommentator Kristian Madsen bider særligt mærke i, at Lidegaard ikke virkede begejstret efter krisemødet.

Her sagde han blandt andet, at han har besluttet at “give det en chance til”.

– Så det kan godt være, at han er i det parti på lånt tid, siger Kristian Madsen.

/ritzau/