Frank Jensen undskylder uforbeholdent for krænkelser

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), undskylder lørdag eftermiddag uforbeholdent over for de personer, han har krænket. Det sker i et opslag på Facebook.

Undskyldningen kommer, efter at Jyllands-Posten har kunnet fortælle om beskyldninger om krænkende adfærd fra Jensen mod to kvinder.

Overborgmesteren har afvist at stille op til interview. I stedet skrev han sent fredag på Facebook, at han er ked af de episoder, “hvor kvinder har følt sig krænket af min opførsel”.

Lørdag kommer han med en mere uforbeholden undskyldning.

– Jeg tager ansvaret fuldt og helt på mig. Og jeg vil gerne give jer alle min uforbeholdne undskyldning – dette gælder mine partifæller, men i særdeleshed de personer, som jeg med min adfærd har krænket, skriver han på Facebook.

Han oplyser i samme ombæring, at han først søndag vil tale med pressen om sagen. Det vil ske, efter at han har holdt møde om sagen på rådhuset med sine partifæller i Borgerrepræsenationen, Socialdemokratiet i Københavns forretningsudvalg samt partiets kredsformænd.

/ritzau/