Frank Jensen indkaldes til hastemøde i S efter anklager

Overborgmester Frank Jensen (S) skal søndag forklare sig på et hasteindkaldt møde i Socialdemokratiet i hovedstaden efter beskyldninger om krænkende adfærd mod to kvinder.

Det skriver Ekstra Bladet.

Frank Jensen har selv afvist at stille op til interview i sagen.

Men søndag får han chancen for at forklare sig internt over for Socialdemokratiet i København.

Det oplyser Carlo Søndergaard, kredsformand for Socialdemokratiet i Indre By og Christianshavn, som intet kendskab har haft til de to konkrete sager, som Jyllands-Posten beskriver lørdag med overborgmesteren.

– Jeg mangler Franks forklaring, og der bliver holdt et møde allerede i morgen, søndag, hvor vi snakker med Frank om sagen, siger Carlo Søndergaard til Ekstra Bladet.

– Det vigtige er, at vi får en snak med Frank om det her og en forklaring på, hvad der sker, og hvordan vi kommer fremad, fortæller han.

Partiet oplyser lørdag til Ritzau, at man vil udvide en allerede igangsat advokatordning til at se på Frank Jensens sag om krænkelser.

/ritzau/