OVERBLIK: Fra en hånd på et lår til åben krig i De Radikale

I sidste uge trådte politisk leder for De Radikale Morten Østergaard tilbage efter et timelangt gruppemøde.

Det skete, efter at folketingsmedlem Lotte Rod stod frem og fortalte, hun havde oplevet upassende berøringer i partiet flere år tilbage.

Det viste sig at være Østergaards hånd, hun havde fjernet fra sit lår.

Men konflikten i partiet er ikke stoppet ved Østergaards afgang. Politiske kommentatorer kalder nu situationen for “åben krig”.

Her er et overblik over den seneste tids udvikling hos De Radikale:

* 16. september skriver folketingsmedlem Lotte Rod (R) i et Facebook-opslag, at hun er blevet taget på i Radikal Ungdom og i Radikale Venstre.

* 19. september varsler partiets daværende politiske leder, Morten Østergaard, på et landsmøde en undersøgelse, der skal afdække omfanget af sexisme i partiet.

* 6. oktober fortæller Østergaard, at han har gennemført de samtaler og den påtale, som han mener, er rigtig i sagen med Lotte Rod. Han afviser at sætte navn på krænkeren.

* Han afviser i interview med Jyllands-Posten, at han er krænkeren. Han ringer igen og trækker sit svar tilbage.

* 7. oktober mødes De Radikales folketingsgruppe til et hemmeligt møde i Den Sorte Diamant. Det strækker sig over mere end seks timer.

* Efter mødet træder Morten Østergaard tilbage som leder, da det er ham, der for knap ti år siden lagde en hånd på låret af Lotte Rod. Det har han ifølge flere af mødedeltagerne først nægtet på mødet, indtil Lotte Rod sagde, at Østergaard var krænkeren.

* Den hidtidige næstformand, Sofie Carsten Nielsen, bliver på mødet valgt til politisk leder efter et kampvalg mod Martin Lidegaard.

* 9. oktober skriver Morten Østergaard på Facebook, at yderligere tre kvinder har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed fra ham i festligt lag.

* Den nyudnævnte leder, Sofie Carsten Nielsen, afviser at have kendt til de nye sager.

* 12. oktober offentliggør partiets sekretariat en redegørelse over partiets håndtering af de tre sager om uønsket seksuel opmærksomhed fra Morten Østergaard.

* Redegørelsen fastslår, at der i alle sager er blevet handlet. Østergaard har fået en reprimande og en indskærpelse af, at det ikke skulle ske igen. Ikke alle kvinderne har fået besked om, at der blev handlet.

* En ekstern ekspert vurderer i redegørelsen, at en mangel på retningslinjer har svækket håndteringen af sagerne.

* De Radikale oplyser, at Morten Østergaard har sygemeldt sig, og at sekretariatschefen har fået en advarsel for sin håndtering af klagesagerne.

* Folketingsmedlem Katrine Robsøe (R) skriver på Facebook, at hun er en af de kvinder, som har følt sig krænket af Morten Østergaard. Det skulle være sket, da hun var studentermedhjælper i partiet i 2015.

* 13. oktober får Sofie Carsten Nielsen fuld opbakning af partiets hovedbestyrelse.

* 14. oktober skriver Ida Auken på Facebook mere detaljeret om en af de hændelser, hvor Østergaard er anklaget for at have krænket kvinder. Auken siger, at blandt andre Sofie Carsten Nielsen og landsformand Svend Thorhauge er blevet orienteret om sagerne. Auken beskylder dem for at have dækket over krænkelser.

* Det afviser Carsten Nielsen, som beskylder Auken for at destabilisere partiet. Også landsformand Svend Thorhauge afviser at være blevet orienteret om krænkelserne.

* 70 kommunal- og regionalpolitikere fra De Radikale giver fuld opbakning til Sofie Carsten Nielsen på møde.

* 15. oktober skriver folketingsmedlem Jens Rohde på Facebook, at hvis Ida Auken smides ud af De Radikale eller bliver “marginaliseret”, så vil han også forlade partiet.

Kilder: Jyllands-Posten, DR, Altinget, Ritzau, TV2, De Radikale.

/ritzau/