Carsten Nielsen har søgt dialog med Auken uden held

I en skriftlig kommentar siger R-leder Sofie Carsten Nielsen, at hun har søgt dialog med Ida Auken uden held. Hun afviser igen at have kendt til Østergaard-sag.

– Der er en verden til forskel på at kende til en konkret krænkelsessag og at have løse snakke om Mortens adfærd i øvrigt. Det er vigtigt for mig at understrege, at det hverken er mit eller andre kollegers ansvar, at Morten kunne blive fuld og pinlig til fester.

– Ikke desto mindre, så har jeg ligesom andre snakket med Morten om det, og jeg har opfordret ham til at rette op på det. Og det var faktisk mit indtryk, at han også tog opsangene til sig og ændrede adfærd, lyder det fra Sofie Carsten Nielsen i kommentaren.

Meldingen kommer, efter at Ida Auken, der har orlov fra Folketinget, onsdag i et længere opslag skrev om en episode fra 2017, hvor Morten Østergaard skulle have opført sig upassende over for en kvinde.

I opslaget lød det, at Sofie Carsten Nielsen havde dækket over Østergaard, selv om Ida Auken fortalte hende om sagen.

/ritzau/