Radikal landsformand afviser orientering fra Auken i 2017

De Radikales landsformand, Svend Thorhauge, afviser på Twitter, at Ida Auken i 2017 har orienteret ham om en krænkelse begået af Morten Østergaard.

Onsdag lød det ellers fra Auken, der er på sygeorlov som folketingsmedlem for partiet, at hun havde orienteret topfolk i partiet om en sådan sag.

Sagen skulle have udspillet sig på Folkemødet i 2017, hvor partiets daværende leder, Morten Østergaard, skulle have opført sig grænseoverskridende og befamlet en ung kvinde.

Både partiets nye leder, Sofie Carsten Nielsen, og partiets landsformand, Svend Thorhauge, fik ifølge Ida Auken besked om sagen i 2017, men det har de begge nu afvist.

Sofie Carsten Nielsen, der i sidste uge efterfulgte Morten Østergaard som leder af partiet, kaldte tidligere på dagen Ida Aukens beskyldninger for “falske påstande”.

Og nu følger landsformand Svend Thorhauge altså trop.

– Jeg kender ikke til det møde i 2017, Ida Auken omtaler, skriver han på Twitter.

Han tilføjer, at han synes, at det ville have klædt Auken at have fremført “sit ærinde” på tirsdagens møde i De Radikales hovedbestyrelsen.

– Derudover har jeg ingen kommentarer og kommer ikke til at kommentere sagen yderligere, skriver Thorhauge på Twitter.

/ritzau/