R-leder raser over beskyldninger om kendskab til krænkelser

Krisen i De Radikale eskalerer onsdag.

Den nye leder for De Radikale, Sofie Carsten Nielsen, afviser beskyldninger fra folketingsmedlem Ida Auken om, at Nielsen skulle have kendt til krænkelser.

Auken beskylder Nielsen for at dække over tidligere leder Morten Østergaards krænkelser. Men det er falske påstande, mener den nye leder.

– Jeg er rasende over de påstande, Ida Auken i dag har rejst, skriver Sofie Carsten Nielsen i et opslag på Facebook.

– At Ida vælger at slynge falske påstande om mig og vores landsformand ud på nuværende tidspunkt, kan jeg ikke se som andet end et forsøg på at destabilisere partiet.

/ritzau/