Flere topjurister vil opdatere landets vigtigste lov

Grundloven fra 1849 bør opdateres, mener en række eksperter.

Den halter bagefter og yder ikke nogen særlig beskyttelse af borgernes helt grundlæggende rettigheder, lyder konklusionen fra en række af landets førende, juridiske eksperter.

Jens Elo Rytter er professor i forfatnings- og menneskeret på Københavns Universitet. Han mener, at Grundloven er utidssvarende.

– I Grundloven beskytter vi de rettigheder, vi anser for fundamentale. Der er en række rettigheder, vi har tilsluttet os internationalt, og som vi formentlig alle kan blive enige om er helt grundlæggende for vores samfund i dag, men som ikke står i Grundloven, siger han i en pressemeddelelse.

Det gælder for eksempel ligestilling, ytringsfrihed, privatliv, forbud mod tortur eller tilbagevirkende straf.

Fagforeningen Djøf har samlet et jurapanel, som består af 51 juridiske kapaciteter fra universiteter, domstole, advokatbranchen og interesseorganisationer.

I en ny undersøgelse forholder de sig til Grundloven. 49 procent mener, at Grundloven ikke er tidssvarende, når det gælder “de beskyttede individuelle rettigheder”.

42 procent mener omvendt, at den er tidssvarende.

Jens Elo Rytter er formand for Djøfs jurapanel og henviser til, at danske retssager, der handler om rettigheder, næsten altid henviser til menneskerettighedskonventionen, fordi den yder bedre beskyttelse.

Flere jurakyndige er enige, men nogle er også imod en opdatering, for eksempel fordi den først og fremmest skal være en rettesnor.

– Det, synes jeg, den gør ganske godt. Den fastlægger nogle grundlæggende spilleregler, men ikke i så stor en detaljeringsgrad, at politikerne ikke har noget at skulle have sagt, siger Jørgen Albæk Jensen, der er juraprofessor ved Aarhus Universitet og medlem af Djøf-panelet.

Han udtaler sig til Berlingske, som har talt med flere jurakyndige.

/ritzau/