Engell om Aukens beskyldninger: Der er åben krig i De Radikale

Folketingsmedlem Ida Auken (R) har sendt en åben krigserklæring mod sin nye leder, Sofie Carsten Nielsen, ved at beskylde hende for at dække over tidligere leder Morten Østergaards krænkelser.

Det mener politisk kommentator Hans Engell.

– Det er noget af en bombe, Ida Auken fyrer af. Og det er også en massiv krigserklæring til Sofie Carsten Nielsen.

– Det gør det ikke mindre, at Ida Auken er en absolut stemmesluger hos De Radikale med flest personlige stemmer, siger han.

Sofie Carsten Nielsen ser det som et “angreb” på partiet og afviser Ida Aukens udlægning.

Ida Auken skrev onsdag på Facebook, at hun orienterede blandt andre Sofie Carsten Nielsen om en sag på Folkemødet i 2017, hvor Østergaard befamlede en ung kvinde.

Det afviser Sofie Carsten Nielsen at være blevet orienteret om. Hun fik først kendskab til sagen, da Auken lørdag sendte en mail om forløbet til folketingsgruppen og landsformanden.

Ifølge Hans Engell vil sagen svække den nye radikale leder.

– Det svækker hendes position helt enormt. Nu ved vi, at fire ikke stemte på hende som leder, og Ida Auken har ikke nogen form for tillid til hende.

– Det er en krig i gruppen, og det har i høj grad noget med det politiske og manglende tillid til Sofie Carsten Nielsen at gøre, siger han.

/ritzau/