Politi undersøgte ikke oppustet Scandinavian Star-forsikring

Politiet undersøgte ikke, om færgen “Scandinavian Star”, hvor 159 mennesker i 1990 omkom i en påsat brand, var forsikret for det dobbelte af sin værdi.

Det skriver Justitsministeriet ifølge Politiken i et brev til Folketingets Retsudvalg, selv om meldingen i juni ellers var det modsatte.

Der peges nu i stedet på, at Rigsadvokaten lavede en redegørelse i 2005, der omfattede ejer- og forsikringsforholdene.

– Justitsministeriet skal beklage, at besvarelsen fejlagtigt angiver, at det var politiet, der foretog de omfattende undersøgelser, lyder det i brevet.

Ifølge Politiken har mange overlevende mistænkt, at skibet var overforsikret. Dermed kan der have været et motiv til forsikringssvindel.

Tidligere har det lydt fra Justitsministeriet, at politiets efterforskning ikke har ført til, at det kunne bevises. Men nu viser det sig altså, at politiet slet ikke har undersøgt det.

Berigtigelsen får nu DF, SF og Enhedslisten til at kræve justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd.

SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, siger til Politiken, at det viser, at der er behov for en ny undersøgelse af sagen.

– Der er masser af ubesvarede spørgsmål, og jeg synes, at vi skylder de pårørende til dem, der omkom i branden, at få undersøgt dem og én gang for alle få afklaret sagen, siger hun til avisen.

“Scandinavian Star” brød om natten 7. april 1990 i brand, da færgen befandt sig i Skagerrak på vej fra Oslo til Frederikshavn.

482 personer – herunder 99 besætningsmedlemmer – var om bord på færgen.

Efterfølgende viste det sig, at ilden var opstået flere forskellige steder.

Flere efterforskninger har konkluderet, at der sandsynligvis var tale om en påsat brand.

Efter branden pegede efterforskere på en lastbilchauffør, der mistede livet ved branden, men anklagerne blev senere droppet.

/ritzau/