Musikere og andre fest-leverandører kan nu søge kompensation

Nu kan teltudlejere, cateringfirmaer, musikere og andre leverandører til aflyste fester søge kompensation.

Der er tirsdag indgået en aftale om kompensation til leverandører til private fester. Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Den omfatter leverandører til private fester med mindst 50 deltagere. Festen skal afholdes uden for private hjem.

De får adgang til at søge kompensation med ordningen for selvstændige og for virksomheders faste omkostninger.

– Jeg har fra start lovet, at der selvfølgelig skal være hjælp at hente til dem, der holder for og bærer en tung byrde på skuldrene.

– Derfor er jeg glad for, at vi nu er enige om at kompensere de leverandører, der danner rammerne om festen med mad, sang og lokaler, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i meddelelsen.

Bag aftalen står et bredt flertal. Det består af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF, Konservative og Alternativet.

/ritzau/