Engell om Radikale: Blikket rettes mod ny leders håndtering

Det er en dyb krise, der har ramt De Radikale, og fremover vil der være stort fokus på, hvordan partiets ledelse har håndteret en række krænkelsessager.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell.

Fredag sagde ny politisk leder Sofie Carsten Nielsen (R), at hun ikke havde kendskab til andre sager end den om folketingsmedlem Lotte Rod (R), som for omkring ti år siden oplevede en uønsket berøring fra den nu afgåede leder Morten Østergaard (R).

Mandag aften skrev folketingsmedlem Katrine Robsøe (R) dog på Facebook, at hun som studentermedhjælper havde oplevet uønsket berøring af Østergaard.

Hun oplyser også, at hun orienterede Sofie Carsten Nielsen om sagen i september.

– Blikket vender sig mod selve håndteringen af sagen og det forhold, at Sofie Carsten Nielsen så sent som for to dage siden sagde, at hun ikke havde kendskab til andre sager end Lotte Rod.

– Nu viser det sig, at hun i september blev orienteret om den anden sag med Katrine Robsøe, siger Hans Engell.

Morten Østergaard har sygemeldt sig på ubestemt tid.

Sofie Carsten Nielsen fremhæver, at begge kvinder kom til hende i fortrolighed, hvilket også Hans Engell hæfter sig ved.

– Hun har aftalt fortrolighed med Lotte Rod og Katrine Robsøe, og det synes hun, at hun skal respektere.

– Det er tydeligt, at De Radikale ikke har haft nogen rigtig politik formuleret i forhold til, hvordan man håndterer denne type sager, og det viser sig at være en stor svaghed, siger han.

Hans Engell henviser til, at sekretariatschefen, der behandlede sagerne, normalt ville gå til den politiske leder, som i dette tilfælde var krænkeren selv.

Under alle omstændigheder fortalte Sofie Carsten Nielsen ikke det fulde billede fredag.

– Den oplysning, hun gav på det tidspunkt, var i hvert fald ikke korrekt. Det er med til hele tiden at gøre sagen interessant, at der hele tiden kommer nye oplysninger, siger Hans Engell.

/ritzau/