Satireduo offentliggør video af møde med danske politikere

En russisk satireduo har mandag offentliggjort en video af et fortroligt møde med danske folketingspolitikere.

Duoen snød sig i sidste uge med til et møde i Udenrigspolitisk Nævn ved at udgive sig for at være den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja.

De danske politikere var af den tro, at de deltog i et møde med hende. Det bekræftede Folketinget torsdag.

Mødet fandt sted 6. oktober, hvor den aktuelle politiske situation i Hviderusland blev drøftet.

Personen, der udgav sig for at være den russiske oppositionspolitiker stillede blandt andet spørgsmål til dyrebordeller.

Det gjorde nogle af de danske politikere mistænksomme, men mødet fortsatte i nogle minutter, hvor politikerne gav sig tid til at svare.

Spørgsmålet fra den ukendte person lød, at “jeg har erfaret, at nogle af jeres udvalgsmedlemmer ofte besøger bordeller, og at I endda har en yndlingsskildpadde til seksuelle ydelser kaldet Tortilla. Det, synes jeg, er ulækkert”.

Udvalgsformand Martin Lidegaard (R) gav sig til at svare, men havde sat sig selv på lydløs. Da han fik fjernet den funktion, tog han til genmæle.

– Undskyld, jeg vil gentage mig selv. Tak for jeres kommentar, kan I høre mig?

– Tak, fordi I nævner det. Jeg er enig med jer i, at det ville være ulækkert og forfærdeligt, hvis det er sandt. Men jeg har aldrig hørt om det, siger Martin Lidegaard.

Han nævnte, at han dog har hørt, at det er nogle af de misinformationer, som “det russiske regime” spreder om lande, der påtaler russiske krænkelser.

Den ukendte person sagde videre, at den tyske forbundskansler, Angela Merkel, har sagt, at hun har set en video. Det var ikke af en skildpadde, men af en bæver, som blev dræbt.

Samtalen sluttede mellem parterne, men den russiske satireduo fortsatte med at være på linjen og optage de danske politikeres samtale, da de troede, den var slut.

Lidegaard: Det var da helt utroligt.

Michael Aastrup Jensen (V): Er vi stensikre på, at det er den rigtige, vi har talt med?
Lidegaard: Det ved jeg sgu ikke.

Aastrup: Jeg synes, det er meget mærkeligt, at hun tager det op med os.

Lidegaard: Det er helt utroligt, og hun har taget det op med Merkel.

Aastrup: Det virker helt skørt på mig, jeg tænkte straks, at der var et eller andet galt.

Lidegaard: Hvor sikre er vi på, at det er den rigtige?
Til det svarer en sekretær for nævnet, at det er usikkert.

– Det må jeg erkende, det aner jeg simpelthen ikke. Det kan sagtens være, at det er den forkerte, der er i den forkerte ende, svarer sekretæren.

Videoen slutter med, at Michael Aastrup Jensen siger, at han frygter at ende på russisk tv.

/ritzau/