Morten Østergaard kunne kun få påtale for krænkelser

De Radikale kunne kun give Morten Østergaard en påtale for krænkelser.

Det viser en intern redegørelse fra partiet.

Af den fremgår det, at partiet har kendskab til tre sager, der tager udgangspunkt i krænkelser ved festlige lejligheder i 2016 og 2017.

Derudover har partifællen Lotte Rod fortalt, at hun for omkring et årti siden fjernede Morten Østergaards hånd fra sit lår. Det har han erkendt og beklaget.

Morten Østergaard trådte onsdag af som politisk leder for partiet efter et cirka seks timer langt møde i folketingsgruppen.

Her erkendte Østergaard, at han havde svigtet sit parti i forbindelse med sin håndtering af sagen ned Lotte Rod, hvor han i en periode hemmeligholdt, at han stod bag den uønskede berøring.

Næstformand Sofie Carsten Nielsen er blevet valgt som ny politisk leder for partiet.

/ritzau/