Russisk satireduo: Vi snød os til møde i Folketinget

En russisk satireduo tager ansvaret for at have snydt sig med til et virtuelt møde med Det Udenrigspolitiske Nævn i Folketinget.

Det skriver DR Nyheder, der citerer de to komikere Vovan og Lexus, som har udtalt sig til det russiske nyhedsbureau RIA.

– Det var os. Men alle detaljerne kommer på mandag, siger de til RIA.

Mandag vil gruppen dele en optagelse fra mødet på YouTube, skriver journalist på mediet Zetland Frederik Kulager på Twitter.

Folketinget bekræftede torsdag, at en person, som udgav sig for at være den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, havde deltaget på det dybt fortrolige møde.

Mødet fandt sted den 6. oktober, hvor den aktuelle politiske situation i Hviderusland blev drøftet.

Michael Aastrup Jensen, som er næstformand i nævnet, har oplyst, at personen blandt andet stillede spørgsmål til danske dyrebordeller.

Og da danske dyrebordeller ikke findes, fandt de danske politikere naturligvis ud af, at noget var galt.

Ifølge DR har den russiske satireduo en YouTube-kanal med 110.000 abonnenter og har blandt andet lavet pranks involverende den britiske prins Harry, den amerikanske senator Bernie Sanders og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Personen, der udgav sig for at være Svetlana Tikhanovskaja, sagde til mødet, at hun havde problemer med kameraet, og det var derfor ikke muligt at se hende. Mødet varede cirka 40 minutter.

På møder i Det Udenrigspolitiske Nævn diskuteres emner knyttet til udenrigspolitik og sikkerhedspolitik.

Deltagerne må ikke referere fra møder, ligesom alle ved de fysiske møder skal aflevere mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr. Det er af frygt for aflytning og spionage.

Folketinget oplyste torsdag, at der under mødet ikke blev sagt noget, som kan kompromittere den danske udenrigspolitiske linje.

/ritzau/