Radikal kovending: Østergaard måtte gerne informere gruppen

Der har siden onsdagens dramatiske gruppemøde i den radikale folketingsgruppe hersket tvivl om, hvorvidt Lotte Rod bad den tidligere leder Morten Østergaard om at holde en krænkelsessag fortroligt.

Hun har dog efterfølgende anklaget Østergaard for at lyve, da folketingsgruppen direkte spurgte ham om, hvorvidt han var krænkeren i Lotte Rods sag.

Andreas Steenberg, som er konstitueret næstformand i De Radikales folketingsgruppe, forsøger på Twitter at redde trådene ud.

Han har tidligere udtalt sig om, at det var Lotte Rods ønske og aftale med Morten Østergaard, at navnet på hendes krænker skulle holdes hemmeligt.

Og at det var grunden til, at Morten Østergaard ikke i første omgang fortalte folketingsgruppen, at det var ham, som havde krænket Lotte Rod.

– Jeg har udtalt mig om de snakke, der har været mellem Lotte og Morten. Jeg har talt ud fra den viden, jeg havde på det tidspunkt.

– Kun de to kendte indholdet af deres snakke. Jeg kan nu forstå, at Lotte sagde til Morten, at han gerne måtte orientere gruppen, skriver Andreas Steenberg på Twitter.

Tilbage i september fortalte Lotte Rod, at hun var blevet udsat for krænkelser i både Radikale Ungdom og internt i Det Radikale Venstre. Hun satte dog ikke navn på, hvem der havde krænket hende.

Senere satte hun dog navn på over for gruppeledelsen.

Morten Østergaard sagde i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag, at sagen var håndteret, og at den pågældende person havde fået en påtale.

Det viste sig dog, at det var Morten Østergaard, som var hovedperson selv. Han har for knap ti år siden lagt sin hånd på Lotte Rods lår mod hendes ønske.

Onsdag trak han sig som politisk leder for partiet efter det omtalte gruppemøde.

Onsdag aften skrev Lotte Rod på Facebook, at det ikke var hændelsen, men derimod løgnen, som fældede Østergaard.

– Jeg vil gerne sige noget til jer mænd, der lige nu tænker: Skal man virkelig fyres for at have taget på nogen for længe siden? Nej, det skal man ikke. Man skal give en undskyldning og tage kulturændringen på sig. Det gjorde Morten, skriver Lotte Rod i opslaget.

– Vi talte ud, og jeg tilgav ham. Jeg ville ønske, det var sluttet med det.

– I går løj Morten for folketingsgruppen. Han ikke bare fortiede ting – han talte direkte usandt. Og det går ikke. En folketingsgruppe er nødt til at kunne have tillid til sin formand. Det var løgnen, der fældede Morten, skrev hun.

/ritzau/