OVERBLIK: Udsigt til snarlig og længe ventet pensionsaftale

En ret til tidlig pension har været længe undervejs, og fredag har regeringen sammen med SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti indledt de måske afsluttende forhandlinger.

Forventningen er, at der kan lande en aftale i løbet af fredagen.

Her er et overblik over vejen til en pensionsaftale:

* Forud for folketingsvalget præsenterer Socialdemokratiet i januar 2019 for første gang ambitionen om at indføre en ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte og dem, der har været længst tid på arbejdsmarkedet.

* Hvem der præcist skal have ret til tidligere pension, undlader Socialdemokratiet at svare konkret på, selv om Mette Frederiksen (S) bliver spurgt igen og igen af både medier og politiske modstandere.

* Den 31. marts 2019 kalder daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i en tv-debat Socialdemokratiets slagnummer om en ret til tidlig pension “det største blufnummer” i dansk politik.

Kritikken går på, at Mette Frederiksen ikke vil fortælle, hvem der konkret får glæde af ordningen.

* Kort før valget laver Lars Løkke-regeringen en aftale om en seniorpension. Aftalen bliver indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale, men altså uden Socialdemokratiet, der bliver ekskluderet fra forhandlingerne.

Socialdemokratiet tilslutter sig senere aftalen.

* Den 7. maj 2019 udskriver Lars Løkke Rasmussen valg til Folketinget, som skal afholdes 5. juni, og valgkampen går i gang. Målinger viser, at blandt andet pension og efterløn er vigtigt for vælgerne.

Rød blok får flertal, og Mette Frederiksen bliver statsminister.

* Den 18. august 2020 – godt 13 måneder efter valget – præsenterer Mette Frederiksen flankeret af sine topministre Socialdemokratiets pensionsudspil på Danish Crowns slagteri i Horsens.

Regeringen har ikke et politisk flertal bag sig på forhånd, fordi støttepartiet De Radikale ikke har et ønske om at gå med i en aftale.

Dansk Folkeparti er med sine 16 mandater ligeså store som De Radikale og kan altså sikre regeringen flertal.

/ritzau/