Natmad er bestilt før afsluttende pensionsforhandlinger

Natmaden er bestilt for en sikkerheds skyld.

Det er status forud for de formentlig afsluttende forhandlinger om retten til tidlig pension, som var en af Socialdemokratiets store mærkesager i forbindelse med folketingsvalget sidste år.

Forventningen er, at S-regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti fredag kan lande en aftale efter flere måneders debat og forhandlinger. Forhandlingerne begynder klokken 13. Og der er forhandles uden bagkant.

SF, Enhedslisten og DF kritiserer overordnet regeringens udspil for at skære store faggrupper som sygeplejersker og pædagoger fra.

Partierne har krævet af regeringen, at flere personer skal have mulighed for tidlig tilbagetrækning.

Men det ser ud til at blive meget dyrt at udvide regeringens ordning. Derfor foreslår DF eksempelvis i stedet at udvide ordningen for seniorpensionen.

Og netop en aftale, hvor også seniorpensionen er i spil, nærmer sig, skriver Jyllands-Posten fredag.

Dermed ventes aftalen om tidlig tilbagetrækning altså ikke kun at handle om ret til tidlig pension til de, der har været mange år på arbejdsmarkedet, men også udvidede muligheder for at gå på seniorpension.

Den nuværende seniorpension kan bruges af personer, der har seks år eller mindre til folkepensionen, og som kun kan arbejde 15 timer eller mindre om ugen.

Aftalen om seniorpensionen blev indgået af de borgerlige partier samt De Radikale kort før 2019-valget.

Regeringen har ifølge Jyllands-Postens oplysninger tilbudt at hæve det til 17 timer.

Til det siger DF’s finansordfører, René Christensen:

– Vi kan godt lide princippet om, at når man har været på arbejdsmarkedet i mange år, så har man også nogle rettigheder.

– Nogle vil bruge det, og andre vil ikke – også på grund af beløbets størrelse, siger finansordfører René Christensen til Ritzau.

For DF er det håbet at få timetallet op på 18 timer ugentlig arbejdsevne som adgangsbillet.

Også SF har talt for at lempe seniorpensionen. Ligesom Enhedslisten stiller sig bag kravet.

Notater fra forhandlingerne viser ifølge Jyllands-Posten, at en ny grænse på 17 timer anslås at koste cirka 250 millioner kroner. Tallet vil blive omtrent fordoblet, hvis grænsen rykkes til 18 timer.

For Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, lyder 18 timer som et godt bud i forhold til retten til seniorpension.

– Samtidig er det vigtigt for os, at vi får lagt en dæmper på den konstant stigende folkepensionsalder, og at ancienniteten på 42 år til Socialdemokraternes forslag på minimum 42 år på arbejdsmarkedet blødes op, siger Skipper til Ritzau.

/ritzau/