Regeringen vil stoppe utryg adfærd med bøder og opholdsforbud

Regeringen præsenterer torsdag en række initiativer, der skal skabe større tryghed i blandt andet udsatte boligområder og i nattelivet.

Som tidligere meldt ud vil regeringen smide lejere ud af deres bolig, umiddelbart efter at de er blevet dømt for kriminalitet, hvor det i dag kan tage flere år.

Regeringen vil derudover have, at politiet skal kunne indføre et såkaldt tryghedsskabende opholdsforbud i områder, der er plaget af utryghed.

Hvis man bryder dette opholdsforbud, vil man som udgangspunkt blive straffet med en bøde på 10.000 kroner og i anden gangs tilfælde med 30 dages fængsel.

– Vi har igennem al for lang tid set eksempler på grupper af især unge mænd, som udviser en uacceptabel adfærd, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et pressemøde på Politigården i København.

– En adfærd, hvor de dominerer i områder i det offentlige rum og skaber en hverdag præget af frygt og utryghed for andre mennesker.

– En adfærd, som i ekstreme tilfælde ender i umotiverede voldelige overfald på andre unge, blandt andet i nattelivet. En adfærd, som vi desværre ser blandt unge med en anden etnisk baggrund end dansk.

– En sådan adfærd er et slag mod trygheden i vores samfund. Det er en hån mod fællesskabet, og en sådan adfærd påvirker almindelige menneskers dagligdag, siger han.

Nick Hækkerup præsenterer tiltagene sammen med sine partifæller udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, skatteminister Morten Bødskov og boligminister Kaare Dybvad Bek.

Regeringen ønsker også at sætte ind over for vold i nattelivet. Konkret skal det ske ved, at personer, der får en dom for vold i nattelivet, skal udelukkes fra at komme i nattelivet i op til to år.

Personer, der har gæld til det offentlige, skal kunne få beslaglagt værdigenstande.

– Vi ved, at der er tale om indgribende forslag, siger Nick Hækkerup.

– Men det er vigtigt for regeringen, at de personer, som skaber utryghed, ikke lykkes med at begrænse danskernes frihed til at færdes, hvor vi vil.

– Vi skal værne om trygheden i vores samfund, og det gælder også i nattetimerne, siger han.

/ritzau/