Radikal landsformand har fuld tillid til Sofie Carsten Nielsen

De Radikales landsformand, Svend Thorhauge, har fuld tillid til folketingsgruppens nye politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

– Vi har fået en ny, god og stærk gruppeformand, og jeg ser frem til samarbejdet og til at komme videre med de vigtige sager, vi står over for, siger han.

Svend Thorhauge oplyser desuden, at han synes, det var den rigtige beslutning for Morten Østergaard at træde af som politisk leder.

Sofie Carsten Nielsen afviste torsdag, at hun havde forsøgt at kvæle sagen om Morten Østergaard, der havde lagt en hånd på partifællen Lotte Rods lår for en halv snes år siden.

Et unavngivet folketingsmedlem fra De Radikale, der onsdag sad med til gruppemødet, hvor Morten Østergaard endte med at trække sig, har over for Ekstra Bladet kaldt Sofie Carsten Nielsen “en del af løgnen”.

Hun som en af de første blev informeret om, at krænkelsessagen drejede sig om Morten Østergaard.

Spørgsmål: Hvordan er det logisk og fair, at en politisk leder går af på grund af håndteringen af en sag, som den nu nye politiske leder selv har været med til at håndtere?
– Jeg noterer mig, at Morten har trukket sig, fordi han ikke længere kan bede om gruppens tillid, og derfor har vi fået en ny gruppeformand, som jeg har stor tillid til, siger Svend Thorhauge.

Sofie Carsten Nielsen siger selv:

– Vi forsøgte ikke at kvæle sagen. Vi forsøgte at håndtere den på den måde, som den fortrolighed, Lotte havde bedt om, krævede.

– Det er den fortrolighed, jeg har honoreret. Og det vil jeg fortsat gøre, hvis kvinder kommer til mig i fortrolighed.

Mandag aften skrev Morten Østergaard i et opslag på Facebook, at De Radikale var begyndt en ekstern undersøgelse af omfanget og karakteren af sexisme i partiet.

Tirsdag lød det fra Morten Østergaard, at han havde gennemført de samtaler og den påtale, som han mener, er det rigtige i sagen.

Onsdag meddelte han, at det var ham, der havde krænket Lotte Rod, og at han havde trukket sig som politisk leder for De Radikale.

/ritzau/