PORTRÆT: Fra fodboldnørd på Zulu til politisk nomade

Han ser sig sjældent tilbage, politikeren Simon Emil Ammitzbøll-Bille.

Torsdag annoncerede Ammitzbøll-Bille, at han nedlægger Partiet Fremad, hvilket blev det fjerde parti, han har repræsenteret. Og det andet parti, han har stiftet.

Det skete med et ønske om en mere fair retspolitik, et opgør med den stramme udlændingepolitik og økonomisk liberalisme. Det var dog tydeligt fra starten, at det ville blive svært, da de to sidste emner ikke vækker jubel blandt flertallet af vælgerne.

Han tror dog, at det kunne have været en succes, men nedlægger partiet af hensyn til mere familietid.

– Først og fremmest fordi jeg ikke er i stand til at lægge den energi i projektet, som det kræver, skriver han på Facebook. Han har afvist interview.

Meget er sket, siden Ammitzbøll-Bille i 2004 var en blandt 16 unge mænd, som blev kult i Danmark, da de var med i tv-programmet om fodboldholdet “FC Zulu” på TV2 Zulu.

Fodbold kan Ammitzbøll-Bille fortsat ikke finde ud af. Men han har i sin tid i politik været god til at lægge taktikken.

Han er gået fra talentfuld rebel hos De Radikale over partiformand i et marginaliseret Borgerligt Centrum til en fremtrædende plads hos Liberal Alliance og til formand for Partiet Fremad, som han nu nedlægger.

Han gik ind i politik for at bekæmpe uretfærdighed. Personlig frihed og retssikkerhed er de emner, han har arbejdet mest med. Uenigheder om de to emner samt EU-politikken er grunden til, at han forlod Liberal Alliance efter et magtopgør.

Ammitzbøll har efter eget udsagn altid været lidt af en politisk nørd. Hans politiske engagement tog for alvor fart, da han i 1996 meldte sig under fanerne hos De Radikales ungdomsparti, Radikal Ungdom.

En organisation, han i 2000 blev landsformand for. Den post bestred han frem til 2003.

Siden blev han folketingskandidat for moderpartiet, og i 2005 blev han første gang valgt ind i Folketinget for De Radikale. FC Zulu-tiden havde gjort ham kendt i offentligheden.

I oktober 2008 fik Ammitzbølls medlemskab hos De Radikale en brat afslutning.

Efter længere tids offentlig uenighed med daværende partileder Margrethe Vestager om blandt andet 24-års-reglen, der strammede udlændingepolitikken, tog han sit tøj og gik. Og han smækkede døren bag sig.

– Jeg vil hellere gøre rent end arbejde for Margrethe Vestager, har han senere sagt om bruddet med det parti, der siden ungdommen havde fyldt en stor del af hans liv.

Hun havde sagt, at De Radikale måske kunne acceptere den omstridte 24-års-regel. Han stemplede det som “forræderi”.

Kort efter stiftede han i januar 2009 sit eget parti, Borgerligt Centrum. Men efter sløj vælgeropbakning i meningsmålingerne og interne uenigheder blev partiet nedlagt igen bare fem måneder senere.

De to marginaliserede partiledere Anders Samuelsen og Ammitzbøll-Bille slog pjalterne sammen i Liberal Alliance, som Samuelsen kort forinden havde overtaget styringen af fra Naser Khader.

Heller ikke i Liberal Alliance så tingene for godt ud på det tidspunkt.

I januar 2009 ramte partiet 0,0 procent i en meningsmåling, og daværende politisk kommentator på TV2 Henrik Qvortrup lovede at æde en gammel hat, hvis partiet kom i Folketinget.

Siden gik det kun en vej – opad.

Selv om Ammitzbøll-Bille i LA måtte nøjes med pladsen som næstkommanderende efter Samuelsen, lagde Samuelsen aldrig lagt skjul på, hvor vigtig Ammitzbøll-Bille var for partiet.

Makkerparret kæmpede sig op af dyndet og strøg i 2011 i Folketinget med ni mandater. Qvortrup åd en økologisk stråhat på tv. Og i 2015 fik LA 13 mandater på tinge.

Det blev siden vekslet til en post som økonomi- og indenrigsminister i VLAK-regeringen frem til valget i juni 2019, hvor partiet blev decimeret og mistede ni mandater.

Han vil fortsætte på Christiansborg, men er nok tættere på udgangen end indgangen, som han malende skriver.

/ritzau/