Falsk person deltog i fortroligt møde i Udenrigspolitisk Nævn

En person, som udgav sig for at være den hviderussiske oppositionsleder, Svetlana Tikhanovskaja, har deltaget på et dybt fortroligt virtuelt møde i Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Det oplyser Folketinget i en pressemeddelelse.

Mødet fandt sted den 6. oktober.

– På mødet blev den aktuelle politiske situation i Hviderusland drøftet. Samtidig drøftede man også, hvordan den hviderussiske befolkning kan støttes i deres kamp for demokrati og menneskerettigheder, står der i pressemeddelelsen.

Mødet varede cirka 40 minutter. Undervejs blev de deltagende medlemmer klar over, at der var noget, der ikke stemte, og nævnet tog selv initiativ til at afslutte mødet.

Det er på møder i Udenrigspolitisk Nævn, at emner, der er knyttet til udenrigspolitik og sikkerhedspolitik, diskuteres.

Deltagerne må ikke referere fra møder, ligesom alle ved de fysiske møder skal aflevere mobiltelefoner og andet elektronisk udstyr. Det er af frygt for aflytning og spionage.

/ritzau/