Børn og ældre skal have rabat på fly mellem Als og Bornholm

Regeringen er sammen med De Radikale, Venstre og De Konservative enige om, hvordan 65 millioner kroner skal hjælpe dansk luftfart, som er blevet hårdt ramt af coronanedlukningen.

Det skriver Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Der er tale om en delaftale, som følger op på aftalen mellem partierne om at afsætte 260 millioner kroner til at støtte luftfarten i Danmark.

Med den nye delaftale er partierne enige om at afsætte 28 millioner kroner til at understøtte de mindre, regionale danske lufthavne, som har et driftsunderskud i 2020.

Derudover skal der afsættes 27 millioner kroner til at hjælpe de danske luftfartsselskaber med driftsudgifter, så de kan opretholde deres licens til erhvervsmæssig flyvning.

Samtidig er der afsat ti millioner kroner til en rabatordning for ældre, unge, børn og handikappede på flyvninger mellem Bornholm og Sønderborg på Als.

Der er i pressemeddelelsen ikke flere detaljer om rabatordningen, der skal udarbejdes af Transportministeriet.

Da partierne tilbage i juni forhandlede om hjælp til luftfartsbranchen, forlod SF, Enhedslisten og Alternativet forhandlingerne. De mente, at aftalen var blottet for klimaambitioner.

Luftfartsselskaber verden over har lidt økonomisk i kølvandet på udbruddet af coronavirus. Det har skyldtes omfattende rejserestriktioner, der i perioder har gjort det tæt på umuligt at rejse i store dele af verden.

/ritzau/