PORTRÆT: Efter seks år trækker Østergaard sig efter sexchikane

– Det er tid til et opgør med en rådden kultur, står der på hjemmesiden for De Radikale, som den seneste tid har stået hårdt på et opgør med sexchikane i Danmark.

Onsdag fik den hårde linje så betydning for politisk leder Morten Østergaard, der træder tilbage efter et mere end syv timer langt krisemøde og overlader lederskabet til Sofie Carsten Nielsen. Han fortsætter som menigt folketingsmedlem.

Det sker, fordi han krænkede folketingsmedlem Lotte Rod (R) ved at lægge hånden på hendes lår for et årti siden, og selv om han undskyldte overfor hende, og hun tilgav ham, så skyldes afgangen hans håndtering af sagen.

Rod stod frem for tre uger siden, og Østergaard forsøgte at lukke sagen ved at sige, at partiet havde givet krænkeren en påtale – uden at han afslørede, at det var ham selv.

– Jeg har svigtet min gruppes tillid, mit parti og dermed også offentligheden, fordi jeg ikke havde modet til at erkende, at det ikke var nok, da jeg sagde undskyld til Lotte, men også er nødt til at være åben om, at det var mig.

– Derfor kan jeg ikke med troværdighed fortsætte som politisk leder af Radikale Venstre. Vi står midt i et kvantespring for ligestillingen i Danmark, og jeg vil bidrage med, hvad jeg kan, siger Østergaard onsdag.

Kommentatorer vil i et vist omfang kunne tale om politisk harakiri, fordi Østergaard ikke stod frem med det samme, og fordi partiet har kritiseret udnævnelsen af Jeppe Kofod (S) som udenrigsminister. Han havde for 12 år siden sex med en 15-årig pige i forbindelse med en politisk ungdomsfest.

Onsdag betød sagen et farvel for Østergaard, hvis politiske vækkelse var tydelig allerede i gymnasiet, hvor han drømte om at blive FN’s generalsekretær.

Det fik klassekammeraterne til at døbe ham Morten Morten Østergaard efter Boutros Boutros-Ghali, den daværende generalsekretær.

Få år inde i statskundskabsstudiet blev han folketingskandidat for De Radikale, som han har været politisk leder for siden 2014.

Efter et par vikartjanser kom Østergaard permanent i Folketinget ved det radikale kanonvalg i 2005.

Efter partiets identitetskrise, udvandringen til Ny Alliance og Margrethe Vestagers magtovertagelse slog han med lederens støtte Morten Helveg Petersen i duellen om næstformandsposten.

Siden blev Østergaard Vestagers faste “wingman”, som hun selv beskrev det, da hun i sensommeren 2014 overdrog lederskabet til sin lærling.

Samarbejdet var øjensynligt så tæt, at begge havde købt lyssværd i afskedsgave til hinanden. Efter sigende uden forudgående koordinering.

Østergaard og Vestager var sammen med Marianne Jelved de eneste gengangere, da partiet i 2011 fik sit bedste valg siden 1973.

Med 17 mandater fik De Radikale de afgørende mandater til at realisere Helle Thorning Schmidts (S) statsministerdrøm, og partiet solgte sin støtte for afgørende indflydelse på det politiske grundlag.

Trods rollen som Vestagers makker i regeringens interne udvalg levede han et stille liv som højre hånd. Det sluttede brat, da han i februar 2013 brød sit eget løfte om ikke at skære i SU’en.

Da han for første gang som leder førte De Radikale til valg i 2015, endte det med en halvering af mandaterne og en tur i opposition.

Det gav ham tid til at udvikle partiets politik med henblik på at indtage de afgørende mandater, der kan forhandle med både rød og blå blok og som afgør, hvem der bliver statsminister.

I 2018 omtalte han Socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti som “et rødbrunt kabinet”, hvilket blev opfattet som en direkte reference til nazismen og vakte opsigt.

Under valgkampen svømmede han i Stege Bugt, fordi han var imod at gøre øen Lindholm til et udrejsecenter for kriminelle udlændinge.

På den ene side harcelerede han mod symbolpolitik i udlændingepolitikken, og på den anden side iførte han sig våddragt eller overnattede i udsatte boligområder.

Drømmen om at blive manden i midten af dansk politik endte med, at et flertal tog et skridt til højre i udlændingepolitikken, og at De Radikale endte på sidelinjen.

Ved valget i 2019 blev mandaterne godt nok fordoblet, men Dansk Folkeparti fik lige så mange som R.

Dermed kunne Mette Frederiksen som ny statsminister lave udlændingepolitik med de blå og socialpolitik med Dansk Folkeparti – uden om De Radikale.

Det blev endda i en etpartiregering uden ministerposter til De Radikale, hvilket har gjort ondt på selvforståelsen, ligesom sagen onsdag må gøre på partiet, hvor kvinders rettigheder er en mærkesag.

/ritzau/