Mobile hegn skal forebygge ulveangreb

Miljøstyrelsen har igangsat to nye tiltag, som har til formål at forebygge ulveangreb i Danmark.

Det siger miljøminister Lea Wermelin (S) på et samråd onsdag.

Hun bad styrelsen om at igangsætte tiltagene i august, siger hun på samrådet.

De skal supplere de tiltag, som ministeren igangsatte i oktober sidste år, som havde samme formål.

Ved det ene af tiltagene har Miljøstyrelsen igangsat et forsøgsprojekt, hvor der gives tilskud til en ny type ulvesikring af mobile hegn, som ifølge ministeren er lettere at opsætte.

– Ulvesikre hegn virker, men der kan være en særlig udfordring med at ulvesikre mobile hegn, som bliver flyttet rundt, og det skal vi have løst, siger Lea Wermelin.

Det andet tiltag går ud på, at Miljøstyrelsen har tilføjet en ny hegnstype til de typer af hegn, der i dag kan gives tilskud til. Det nye hegn er ifølge Wermelin lettere at vedligeholde.

Landmændene kan sætte ulvesikrede hegn op for at sikre sig mod ulveangreb.

De seneste år har der nemlig været flere tilfælde, hvor landmænd har oplevet, at deres får er blevet angrebet af ulve.

Og det er hverken landmændenes eller fåreavlernes skyld, at der er ulve i Danmark. Derfor skal de have fuld kompensation for det besvær og de udgifter, som fremkomsten af ulvene medfører.

Det mener dyrevelfærdsordfører Pia Kjærsgaard (DF). Hun har sammen med landbrugsordfører Erling Bonnesen (V) ønsket samrådet.

– Fint, at der bliver talt om mobile hegn, men det er en dyr foranstaltning, siger Pia Kjærsgaard (DF).

Ifølge Miljøstyrelsen blev der i 2019 konstateret 25 ulveangreb på husdyr i Danmark.

Angrebene fandt sted i Vest- og Midtjylland. I alle 25 tilfælde fandt ulveangrebene sted ved hegn, som ikke opfyldte Miljøstyrelsens definition for ulvesikrede hegn.

Samtidig siger miljøminister Lea Wermelin (S), at der ikke har været dokumenteret angreb bag ulvesikrede hegn, der fungerer.

Ifølge hende vurderer Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet, at der er ti ulve i Danmark. Ingen af dem er unger.

Tallet kan ifølge ministeren variere, fordi ulvene løbende krydser grænsen mellem Danmark og Tyskland.

/ritzau/