Landsdækkende corona-restriktioner forlænges til 31. oktober

Regeringen forlænger de landsdækkende restriktioner, der er indført for at få bugt med coronavirus i Danmark.

Restriktionerne forlænges til 31. oktober.

Det siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde onsdag om situationen i Danmark, hvor smitten er aftagende.

– Hvis vi holder fast og viderefører de nuværende tiltag, kan vi holde situationen på et stabilt niveau i Danmark fremover.

– Den samlede indstilling er, at vi forlænger de nuværende restriktioner til 31. oktober, siger sundhedsministeren.

Smittetallet er faldende i hovedstaden, men niveauet er fortsat for højt, lyder det.

Efter en september med stigende smittetal har kurven været nedadgående i oktober. Tirsdag blev der registreret det laveste antal nye smittede i knap en måned.

Restriktionerne stod til at udløbe 18. oktober, men forlænges altså nu med 13 dage.

Restauranter, barer, caféer og lignende serveringssteder skal fortsat lukke klokken 22. Der er krav om, at gæsterne bærer mundbind, når de besøger serveringssteder – dog ikke når man sidder ned.

Det omfatter også et forsamlingsforbud for over 50 personer, der også gælder private arrangementer uden for hjemmet. Det er fortsat muligt at holde koncerter eller teaterforestillinger med op til 500 siddende gæster.

Generelt er der en anbefaling om at begrænse den sociale omgang med andre. Der er desuden en anbefaling om, at kun ét familiemedlem handler ad gangen.

Kontakttallet, der beskriver pandemiens udvikling, er i løbet af den seneste uge faldet til 0,8 fra 1,1. Det betyder, at ti smittede i gennemsnit smitter otte andre, og at epidemien dermed er aftagende.

Der er 47,4 smittede per 100.000 borgere i hele landet.

/ritzau/