Vanopslagh skifter valgkreds for at sikre LA flere mandater

Liberal Alliances partileder, Alex Vanopslagh, skifter valgkreds.

Det siger han til TV Midtvest i forbindelse med Folketingets åbning tirsdag.

Han skifter fra Vestjyllands Storkreds til Østjyllands Storkreds.

– Jeg bliver i det jyske, men rykker en smule mere østpå i forhåbning om, at vi måske kan få to mandater i Østjylland, som er en af vores vigtigste kredse, siger han til mediet.

– Vi går all in for at bruge et moderne udtryk. Vi tror, at det er den måde, Liberal Alliance kan få det bedste valg ved at satse benhårdt på de steder, hvor vi står stærkt som Østjylland og København, siger han til TV Midtvest.

I øjeblikket har Liberal Alliance tre mandater i Folketinget.

Vanopslagh har siddet i Folketinget siden valget sidste år, hvor Liberal Alliance oplevede en kæmpe nedtur og gik fra 13 til 4 mandater. Blandt andre røg partileder og daværende frontfigur i partiet Anders Samuelsen helt ud.

Selv om Vanopslagh skifter valgkreds, mener partilederen ikke, at han svigter vælgerne fra sin nu tidligere kreds.

– Jeg render ikke af pladsen. Jeg bliver i Folketinget og vil blive ved med at arbejde for de mærkesager, jeg gik til valg på i Midt- og Vestjylland.

– Det er lavere skatter og gode forhold for erhvervslivet, en offentlig sektor der bliver bedre og billigere i stedet for, siger Vanopslagh.

Hvem der erstatter ham i Vestjyllands Storkreds, vil Vanopslagh endnu ikke oplyse.

/ritzau/