Syv kommuner skal have mere frihed på et velfærdsområde

Regeringen vil give syv danske kommuner “fuldstændig frihed” på et udvalgt velfærdsområde. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale på dagen for Folketingets åbning.

Dermed vil de syv kommuner blive fritaget for så meget statslig regulering og lovgivning som muligt.

– I stedet lader vi mennesker tage ansvaret selv. Vi lever i år 2020. Vi er en af verdens bedst uddannede befolkninger. Vi behøver ikke lovgive om alt mellem himmel og jord, siger Mette Frederiksen (S).

Planen omfatter tre forudbestemte velfærdsområder; folkeskole, dagtilbud og ældre.

Eksempelvis får Helsingør Kommune “fuldstændig frihed” på daginstitutionsområdet de næste tre år.

– Sammen med forældre og det pædagogiske personale får Helsingør lov til at skabe Danmarks bedste dagpleje, vuggestuer og børnehaver, siger Frederiksen.

De andre kommuner er Rebild, Viborg, Middelfart, Holbæk, Langeland og Esbjerg. Her har regeringen ifølge statsministeren indgået lignende aftaler med borgmestrene fra disse kommuner.

Eksempelvis vil Esbjerg og Holbæk ifølge statsministeren “sætte folkeskolen fri”.

Derudover understreger hun i sin tale, at grundlæggende ting som gratis undervisning, og at eleverne tager folkeskolens afgangseksamen stadig gælder.

– Men det meste andet? Her må reglerne vige. Det gælder minimumstimetal, elevplaner, klasselofter, nationale test – for bare at nævne nogle få svære eksempler, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/