Regeringens bebudede corona-varslingssystem kommer snart

Blandt andre Venstre og erhvervslivet har undret sig over og kritiseret, at S-regeringen endnu ikke har præsenteret et bebudet varslingssystem, hvis formål er at sikre større forudsigelighed i regeringens corona-restriktioner.

Men det er lige på trapperne, må man forstå.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i sin tale i forbindelse med Folketingets åbning.

– Inden længe vil regeringen – som lovet – præsentere et varslingssystem, der giver mere forudsigelighed omkring, hvad vi gør, hvis smitten stiger, siger Mette Frederiksen.

Det var i juni, at statsministeren bebudede, at der ville komme et varslingssystem.

/ritzau/