Hummelgaard om pensionsforhandlinger: Ser lovende ud

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) arbejder i disse dage på at lukke en aftale om tidligere tilbagetrækning.

S-regeringen, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti forhandler på livet løs.

– Det tegner lovende. Stadigvæk med nogle knaster, som skal løses i forhandlingerne, siger Hummelgaard tirsdag formiddag forud for Folketingets åbning.

– Det, jeg lytter mig frem til, er, at et flertal af Folketingets partier både deler ambitionen og problemformuleringen. Og nu handler det bare om at få alle brikkerne til at falde på plads, siger ministeren.

Da Folketinget åbnede for et år siden, havde Hummelgaard regnet med, at han et år efter havde lukket en aftale om tidligere pension, der var Socialdemokratiets store valgemne.

– Det havde jeg et håb om, men så kom der desværre en coronakrise i vejen, siger Hummelgaard.

– Vi havde forberedt at have fremlagt vores udspil lige efter overenskomstforhandlingerne tilbage i foråret. Det, der så skete, var, at coronakrisen satte en brat stopper for det. Så vi måtte bruge alle vores kræfter på at håndtere økonomien.

– Men nu er vi så langt, så vi har fremlagt et rigtig stærkt udspil, som viser, at dem med de længste og hårdeste arbejdsliv kan få en mulighed for at trække sig lidt tidligere tilbage, end sådan en som mig selv, der er begyndt sent på arbejdsmarkedet, har en lang uddannelse og har haft høje lønninger, siger Hummelgaard.

/ritzau/