DF fejrer jubilæum midt i partiets største krise nogensinde

Det er 25 år siden, at Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl sammen med to andre afhoppere fra Fremskridtspartiet stiftede Dansk Folkeparti.

Og efter næsten 24 år med succeser og vælgerfremgang har tiden siden sidste valg været præget af intern strid og dårlige meningsmålinger.

Formand Kristian Thulesen Dahl synes, at der alligevel er meget at fejre.

– Vores folk skal i hvert fald ikke lade den aktuelle situation for partiet betyde, at man ikke fejrer 25 års jubilæet, siger han.

– Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de fleste – også modstandere – vil være enige i, at DF har betydet rigtig meget i de 25 år, som partiet har eksisteret.

Dansk Folkeparti blev stiftet efter et dramatisk landsmøde i Fremskridtspartiet i 1995.

Det var kulminationen på mange års stridigheder mellem partiets to fløje af “strammere” og “slappere”, som gik på, hvordan Fremskridtspartiet politisk skulle forsøge at få indflydelse.

Dagen efter landsmødet besluttede folketingsmedlem Pia Kjærsgaard at forlade Fremskridtspartiet og Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, partisekretær i Fremskridtspartiet, gik med.

Et par dage senere blev Dansk Folkeparti dannet.

– Vores linje var, at vi havde nogle klare principper, men at vi også skulle arbejde på en måde, hvor vi ville få direkte indflydelse. De andre synes, at protestlinjen var vigtigere, siger Kristian Thulesen Dahl.

DF’s politiske mærkesager er gået igen i partiets 25-årige historie. Modstanden mod EU, en stram udlændingepolitik og et ordentligt velfærdssamfund særligt i forhold til ældre.

Mærkesagerne er altså de samme, og det er også stort set de samme ansigter, som står i spidsen for partiet i dag. Men det er ikke det, som er årsag til partiets krise, mener Kristian Thulesen Dahl.

Ved folketingsvalget i juni sidste år blev partiet mere end halveret, og siden er vælgeropbakningen i de fleste målinger kun blevet mindre.

– Jeg mener, at det er helt logisk, at så længe der bliver italesat negative ting om Dansk Folkeparti, så er det svært at få meningsmålingerne op, siger DF-formanden.

– Andre vil nok sige, at så længe meningsmålingerne ikke kommer op, så vil der blive sagt negative ting. Så det er jo sådan en negativ spiral, man kommer ind i.

I en ny bog forlyder det, at DF’s næstformand, Morten Messerschmidt, går med tanker om at vælte Thulesen Dahl. Det har Messerschmidt afvist.

Men efter bogudgivelsen har Kristian Thulesen Dahl mere eller mindre nødtvunget gjort det klart, at han ser Messerschmidt som en oplagt arvtager.

Der er også nye toner fra Messerschmidt selv, som nu siger, at han gerne vil være formand.

Men Thulesen Dahl agter ikke at opgive formandsposten lige nu. Men hvornår får han nok af at stå midt stormvejret?

– Det, at jeg både været med til at levere det bedste resultat i 2015 for os og et lousy resultat i 2019, er grunden til, at jeg skal være med til at kæmpe det op igen, siger han selv.

Det er ikke kun folketingsvalget sidste år, som var et slag for partiet. Det var valget til Europa-Parlamentet og kommunalvalget i 2017 også.

Forude venter så et kommunalvalg i november 2021, og det kan gå hen og blive endnu et nederlag.

Selv om Dansk Folkeparti skulle tabe det fjerde valg i træk, mener Kristian Thulesen Dahl godt, at han kan blive som formand.

– Det vil være den samlede vurdering af vores situation og ikke afhængig af et bestemt resultat. Men jeg vil sige det på den måde, at jeg går ikke ind i en kamp og tænker, at vi nok taber den. Så skulle jeg bede en anden tage over.

Spørgsmål: Men hvis det ikke skulle lykkes at vinde kampen, kan du så fortsætte som formand?
– Så er jeg helt sikker på, at du ringer igen, siger Kristian Thuelsen Dahl.

/ritzau/