Særlig kommission skal undersøge FE-sag

Regeringen vil fremsætte et lovforslag om en særlig undersøgelseskommission i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, FE. Det skal sikre fortrolighed i undersøgelsen. Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Undersøgelseskommissionen er blot et af flere tiltag, der skal følge op på sagen, hvor Tilsynet med Efterretningstjenesterne i en pressemeddelelse kritiserede FE for at begå ulovligheder, spionere mod et af tilsynets medlemmer og for at have en “legalitetskultur”.

– Det er afgørende, at der er tillid til, at efterretningstjenesterne agerer inden for deres beføjelser og samarbejder med de tilsyn, der skal kontrollere dem, skriver Justitsministeriet og understreger, hvorfor der skal en særlov og en særlig kommission til:
– Det er desuden af hensyn til Danmarks og befolkningens sikkerhed en grundpræmis, at der ikke i forbindelse med undersøgelsen sker en spredning af meget sensitive oplysninger ud over det absolut nødvendige.

Kommissionen vil få et år til opgaven, efter at den er nedsat.

/ritzau/