Finansministeriets regnemodeller skal til eftersyn efter kritik

Finansministeriets udskældte regnemodeller skal til eftersyn hos de økonomiske vismænd.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelelse.

Ministeriets regnemodeller, som i årevis fra især dele af rød blok er blevet kritiseret for at ramme skævt, skal stå på det “bedst mulige faglige grundlag og afspejle den tilgængelige viden”, lyder det.

Regnemodellerne er blandt andet afgørende for, hvordan politikerne hvert år forhandler om og prioriterer milliarder af kroner.

– Da jeg tiltrådte som finansminister, varslede jeg, at Finansministeriets regneprincipper skulle ses efter i sømmene af fagfolk. Og det bliver de nu, siger finansminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.

– For vi skal sikre os, at den store regnemaskine er opdateret – velsmurt og fintunet – så den giver os de bedst mulige forudsætninger for at vurdere effekterne af politiske tiltag.

– Og dermed det bedst mulige grundlag for at træffe kloge beslutninger. Eftersynet er et element i indsatsen for at blive bedre til blandt andet at regne på effekterne af de investeringer, som vi gør i velfærd og uddannelse, siger Wammen.

Formandskabet for De Økonomiske Råd med overvismand Carl-Johan Dalgaard i spidsen får til opgave at lave et uafhængigt eftersyn af ministeriernes regnemodeller. Arbejdet går i gang fra februar 2021.

/ritzau/