Nye lovkrav skal sikre en mere bæredygtig brug af biomasse

Et bredt politisk flertal har indgået en aftale om at stille lovkrav til brugen af biomasse i Danmark.

Det skriver Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.

Biomasse står for hovedparten af den vedvarende energi, som brugs i Danmark. Men der er stor forskel på, hvor stort et CO2-aftryk forskellige typer biomasse har.

Som hovedregel bidrager biomasse til at reducere udledningen, hvis det kommer fra restproduktion af skovbrug.

Men hvis der anvendes hele stammer fra træer, der ikke genplantes, forsvinder den positive klimaeffekt.

Derfor skal nye lovkrav fremover give større sikkerhed for, at den biomasse der bruges i Danmark er så bæredygtig og klimavenlig som mulig.

– Der har desværre i alt for mange år været eksempler på, at man i Danmark har brugt biomasse, som ikke har været bæredygtigt.

– Det skal selvfølgelig ændres, så vi i fremtiden sikrer, at den biomasse, der bruges, ikke er en, som skader naturen og skader kampen mod klimaforandringer, siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

Aftalen er indgået af regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, SF, Enhedslisten, Konservative, Radikale Venstre, Liberal Alliance og Alternativet.

Lovkravene betyder blandt andet, at biomassen skal komme fra lovligt fældede træer, og at fældede træer skal genplantes.

Fremover må der ikke bruges biomasse fra lande, hvis skove er i tilbagegang, medmindre det kommer fra bæredygtigt forvaltede skove, eller at der er tale om restprodukter.

Der stilles desuden krav til, at udledningerne i produktionskæden holdes på et lavt niveau. Og så skal kravene til dokumentation for biomassens bæredygtighed styrkes.

Overtrædelse af reglerne vil medføre sanktioner, lyder det i aftalen.

Aftalen vurderes at give let forøgede varmepriser for henholdsvis erhverv og husholdninger svarende til omkring 28 millioner kroner og 52 millioner kroner i 2030.

Partierne bag aftalen er enige om, at de nye lovkrav skal evalueres i 2023.

/ritzau/