Ellemann forlænger sygemelding og dropper åbningsdebat

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, forlænger sin sygemelding til efter efterårsferien, skriver han på Facebook.

Den 16. september gennemgik han en operation for to diskusprolapser, og planen var, at han skulle være sygemeldt frem til 3. oktober.

Men han er endnu ikke “kampklar”, skriver han.

Derfor deltager han heller ikke i Folketingets åbning på tirsdag.

– Åbningsdebatten i Folketinget tager gerne over 12 timer, og selv om jeg er på benene igen, så er kroppen endnu ikke klar til det eller til en time på talerstolen, skriver han.

/ritzau/