Professor: Støjbergs skiftende forklaringer svækker troværdighed

Afhøringerne i asylsagen er slut.

Og Venstres fungerende formand, Inger Støjberg, kan nu blot vente på, at Instrukskommissionen til december kommer med en delberetning i sagen fra 2016 om adskillelse af asylpar, hvor den ene er mindreårig.

Det centrale spørgsmål er, om hun som daværende udlændingeminister gennemtrumfede en praksis vel vidende, at den var ulovlig. I så fald har hun handlet i strid med loven.

Flere ledende embedsmænd har sagt, at de advarede Støjberg, og det står fast, at Støjberg har skiftet forklaringer flere gange.

– Generelt kan man sige, at Støjberg fremstår som en person, der står meget fast på sin version af forløbet. Men at hendes forklaringer dog er skiftet en del gange, siger Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

Hun har presset på for at fjerne afsnit fra en pressemeddelelse om, at parrene havde ret til en individuel vurdering af deres sag. Dermed blev den i sin ordlyd ulovlig.

Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at instruksen var ulovlig, og at hele sagen var “særdeles kritisabel”. Til det har Støjberg sagt, at de gik “for langt”.

Michael Gøtze fremhæver, at kommissioner er tilbageholdende med at konkludere på politikeres rolle.

På baggrund af kommissionens redegørelse kan et flertal i Folketinget beslutte, om der skal rejses en sag mod Inger Støjberg i rigsretten, om det ender med en politisk næse eller frifindelse.

– Det er op til kommissionen, hvor tæt den vil gå på hendes rolle som minister. Men man kan i hvert fald med de juridiske briller sige, at hvis man skifter forklaringer mange gange i en retssag, så plejer det at have en negativ virkning på troværdigheden, siger han.

Et eksempel på det er, at Støjberg tidligere har afvist, at hun var blevet advaret om, at det kunne være ulovligt at adskille parrene. Men under en afhøring erkendte hun, at hun var blevet advaret.

Et andet er, at hun har godkendt et notat, som giver ret til en individuel vurdering. Men hun har ikke nævnt det i de fire år, sagen har varet. Hverken i pressen eller for Folketinget. Det blev først nævnt under en afhøring.

Det står i modstrid til, at hun i marts 2016 svarer Folketinget med samme ordlyd, der er i instruksen eller pressemeddelelsen, som efterfølgende er kendt ulovlig: At “ingen” asylpar under 18 år skal bo sammen.

Det har vakt undren, for hvis hun har godkendt et notat med en individuel vurdering, så vidste hun, at der kunne være mulighed for, at nogle par kunne bo sammen.

Mens kommissioner er tilbageholdende med at konkludere på politikeres håndtering af sager, går de mere til stålet overfor embedsmændene.

Kommissionen har også til opgave at undersøge deres rolle, og den del kan blive mindst lige så interessant.

Hvis de stadig er ansat, kan det få betydning for deres job, men det kan også få strafferetlige konsekvenser.

Der skal ses på, at Uffe Toudal Pedersen gik med til at udsende pressemeddelelsen, som siden er blevet kaldt ulovlig. Flere embedsmænd har sagt, at de advarede ministeren, men den daværende departementschef sad med på samme møder.

Et andet spørgsmål er, hvornår embedsmænd har levet op til deres pligt til at sige fra, efter at de advarede Støjberg.

– Hvis noget er ulovligt, skal de advare ministeren og ikke bare sidde med en ubehagelig fornemmelse i maven.

– Så skulle de ligge hænderne fladt på bordet og lade være med at gøre noget, selv om de havde fået en instruks, og det er det, der kan blive ubehageligt, siger Sten Bønsing, professor i forvaltningsret på Aalborg Universitet.

/ritzau/