Første folketingsmedlem er bekræftet smittet med corona

Socialdemokraten Bjørn Brandenborg er som det første folketingsmedlem testet positiv for coronavirus.

Det skriver han på Facebook.

– Jeg er testet positiv for corona. Onsdag morgen bemærkede jeg milde symptomer – lidt snotnæse og kriller i halsen. Jeg tog ingen chancer, så jeg tog hjem og arbejdede derfra. I dag har jeg fået svar på min test, og den er positiv, skriver Bjørn Brandenborg.

Bjørn Brandenborg er forskningsordfører og uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, ligesom han er formand for Skatteudvalget.

Han bliver væk fra Folketingets åbning tirsdag for at holde sig på den sikre side, skriver han.

– Nu vil jeg slukke telefonen, lægge mig under dynen, og så har jeg ikke yderligere kommentarer. Pas på hinanden og så ses vi på den anden side, skriver Bjørn Brandenborg på Facebook.

/ritzau/