Engell: Østergaards krigserklæring er en tom trussel

Den radikale leder, Morten Østergaards, trussel om at vælte regeringen understreger, at støttepartiet er desperat og stærkt utilfreds med regeringens klimaambitioner.

Men det er en tom trussel, som Morten Østergaard fredag kommer med på forsiden af Weekendavisen, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

– Det, vi kan konstatere på nuværende tidspunkt, er, at når vi taler klimapolitik, så er der meget stor forskel på det, som regeringen vil og det som De Radikale vil, siger Hans Engell.

– Problemet er bare, at det er svært at tage Morten Østergaard alvorligt, for nu har han råbt ulven kommer flere gange, og så sker der alligevel ikke noget.

I interviewet siger Morten Østergaard, at det er et vilkår for De Radikale, at der kommer et markant kursskifte i regeringens klimapolitik, hvis partiet skal stemme for finansloven.

– Det klimaprogram, der er lagt frem, og måden, det er lagt frem på, er en krigserklæring mod den grønne omstilling, siger han.

– Den krig er vi klar til at kæmpe, og alle skal vide, at vi ikke kommer til at slutte en finanslovsforhandling, der bekræfter den prioritering, der er nu.

Men det er altså ikke første gang, at den radikale leder truer med at vælte regeringen.

I februar sagde han, at partiet ville vælte regeringen, hvis der ikke var en aftale om en klimaplan inden grundlovsdag 5. juni.

Den deadline blev dog udskudt på grund af coronakrisen, men Østergaard holdt fast i truslen.

I slutningen af juni blev et politisk flertal dog enige en klimaplan, der samlet vil kunne nedbringe CO2-udledningen med 3,4 ton inden 2030.

– Det med at true med at fremkalde et valg, er noget man gør, eller også gør man det ikke. Man truer ikke gang på gang uden at gøre noget ved det, for så er der ingen, der kan tage det alvorligt, siger Hans Engell.

– Det er risikabelt for Morten Østergaard, for han mister jo troværdighed. At komme med den type trusler er en tabersag.

Hans Engell pointerer, at Morgen Østergaard ikke vil få noget ud af at gøre alvor at truslen.

Socialdemokratiet står stærkt i meningsmålingerne, og mens De Radikale står til at tabe et par mandater.

– Mette Frederiksen (S) vil kigge ud af vinduet og sige: “Hvad har de så tænkt sig?” Hvis de vil have et folketingsvalg, så kan de få det. Hun løber ingen risiko, siger Hans Engell.

/ritzau/