Hækkerup vil rulle lov tilbage og forbyde peberspray i hjem

Står det til justitsminister Nick Hækkerup (S), skal danskerne ikke længere have mulighed for at købe en peberspray og have den stående på natbordet.

Han vil nemlig rulle loven tilbage, skriver han i et oversendelsesbrev til Retsudvalget i Folketinget.

– Jeg mener grundlæggende ikke, at det skaber tryghed i samfundet, at den enkelte borger har mulighed for at bevæbne sig, og jeg finder den store stigning i sager om ulovlig besiddelse og ulovlig indførelse af peberspray uholdbar. Jeg vil derfor tage skridt til at rulle ordningen tilbage ved et lovforslag.

1. januar 2019 trådte den nye lov om peberspray i kraft. Den gav danskere lov at købe en peberspray hos en godkendt forhandler og have den stående i eget hjem. Peberspray må kun affyres i selvforsvar.

Nick Hækkerups melding bygger på en ny rapport om erfaringerne med peberspray siden 1. januar 2019.

Heri fremgår det blandt andet, at der ikke er nogen sager om peberspray brugt i forbindelse med selvforsvar i hjemmet.

Til gengæld er der en række eksempler på ulovlig besiddelse af peberspray.

Toldstyrelsen kunne, knap to måneder efter at loven var trådt i kraft, konstatere, at antallet af sager om ulovlig import af peberspray var steget kraftigt.

Det er kun lovligt at købe peberspray hos godkendte forhandlere i Danmark. Man skal desuden være fyldt 18 år for lovligt at købe sprayen.

Nick Hækkerup skriver dog i sit oversendelsesbrev, at der skal tages et særligt hensyn til udsatte personer, som kan få lov at bære peberspray.

Det kan eksempelvis være ofre for stalking. Her kan være et særligt behov for beskyttelse.

– Jeg vil derfor samtidig se på, hvordan tilladelsesordningen kan styrkes, hvorefter blandt andet stalkingofre kan meddeles tilladelse til at besidde peberspray i det offentlige rum, skriver han
Loven blev indført under den tidligere blå regering. Socialdemokratiet stemte dengang imod.

/ritzau/