Hækkerup vil lave hurtig lov med Venstre om vanvidskørsel

Regeringen er klar til at tage flere planlagte tiltag til at stoppe vanvidskørsel ud af forhandlingerne om en politiaftale.

I stedet vil regeringen tage Venstre i hånden og få tiltagene stemt hurtigt igennem i Folketingssalen.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) torsdag under et samråd i Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg, som er indkaldt af Venstre.

– Hvis Venstre, der appellerer til handling i dag, er med på det, så vil jeg gerne tilbyde nu, at vi aftaler, Socialdemokratiet og Venstre, at jeg straks lægger det forslag om vanvidskørsel i salen, siger justitsministeren.

– Vi løfter det ud af politiforhandlingerne, hvor det ligger nu. Og så bærer jeg det ned i salen, hvis Venstre er med, så vi øjeblikkeligt kan få grebet ind over for vanvidskørsel, med beslaglæggelse, konfiskation og bortsalg, siger Nick Hækkerup.

Regeringen foreslog i februar, at biler som udgangspunkt altid skal konfiskeres ved vanvidskørsel. Også selv om bilen er ejet af andre, for eksempel et familiemedlem til vanvidsbilisten eller et leasingselskab.

Bilen skal derefter som udgangspunkt bortauktioneres.

Venstre har indkaldt til samrådet på baggrund af den seneste tids begivenheder i området ved Motalavej i Korsør, hvor to familier med oprindelse i Libanon har skabt uro.

Nick Hækkerup er indkaldt i samrådet sammen med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).

Justitsministeren kalder det en “helt uholdbar situation”, hvad der er foregået i Korsør mellem familierne med “overfald, masseslagsmål og drabsforsøg”.

– Men det er desværre ikke et problem, der løses med et enkelt greb, siger Nick Hækkerup.

Socialdemokratiet og Venstre kan tilsammen mønstre de 90 mandater, der akkurat er nok til at sikre et flertal i Folketinget.

Nick Hækkerup kalder sit forslag til Venstre for “en fremstrakt hånd”.

– Men er viljen der til at rykke nu? Er den der? spørger han.

Venstres boligordfører, Heidi Bank, “opfatter det nok mere som en lillefinger, der blev rakt frem”.

Venstre ønsker, at regeringen inddrager de partier mere, som i 2018 indgik en aftale om et opgør med parallelsamfund i Danmark.

Den daværende VLAK-regering indgik aftalen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og SF.

– Det er ikke kun et spørgsmål om vanvidskørsel, selv om det er et stort problem.

– Ikke bare på Motalavej, men også i Aarhus, hvor jeg kommer fra, siger Heidi Bank.

Hun efterlyser “drøftelser af, hvordan vi løser den lange liste af konkrete udfordringer, så vi kan få velfungerende områder, hvor trygheden er højere”.

/ritzau/