Hækkerup: Intensiv politiindsats skal løse problemer i ghetto

Uroligheder og vold har over længere tid plaget ghettoområdet Motalavej i Korsør.

For at gøre op med problemerne skal der i første omgang en intensiv politiindsats til.

Det siger justitsminister Nick Hækkerup (S) på et samråd torsdag, som handler om urolighederne i området.

De bunder i en konflikt mellem to familier fra Libanon. Ifølge Berlingske består familierne af cirka 70 mennesker i alt og bor nær hinanden på Motalavej.

– Politiindsatsen er tilrettelagt, så der gribes hurtigt ind overfor lovovertrædelser og sker strafforfølgning mod de personer, der begår vold og giver anledning til uroligheder eller utryghed, siger Hækkerup.

Konflikten mellem familierne har resulteret i butikshærværk, vanvidskørsel og gentagne kampe med flere sårede.

Derudover kæmper de to familier ifølge myndighederne om at erobre narkotikamarkedet i Korsør.

Det har Berlingske tidligere beskrevet.

Samrådet er ønsket af Venstres boligordfører, Heidi Bank, og indfødsretsordfører Morten Dahlin.

Han mener, at en mere synlig tilstedeværelse af politiet ikke er nok. For et af områdets store problemer, mener han, er, at der går for lang tid, før de kriminelle bliver dømt, til de bliver smidt ud af deres lejlighed.

– Boligselskabet (i Korsør red.) har et eksempel, hvor der går op til fire år, fra en dømt kriminel bliver sigtet, til han bliver smidt ud af sin lejlighed.

– Det vil sige, at de mennesker, han har begået kriminalitet imod, og som skal vidne imod ham, skal gå op og ned ad manden i fire år. Der er brug for, at vi speeder den proces op, siger Morten Dahlin (V).

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, mener samtidig, at der skal oprettes en lokalpolitistation på Motalavej. Derudover skal man ikke have mulighed for at komme i området, hvis man er blevet smidt ud af en lejlighed. Der skal altså være et opholdsforbud.

– Problemet er, at der over årene er sket fire til fem udsættelser af personer på Motalavej, men de pågældende bor der stadigvæk og kommer i området, fordi de bor hos noget familie, truer andre mennesker og dominerer dermed stadig området, siger Skaarup.

Regeringen præsenterede i slutningen af august et udspil til en flerårig politiaftale. Her lægges der op til etablering af 20 nærpolitienheder i hele landet, som skal bringe politiet tættere på borgerne.

/ritzau/