Enhedslisten advarer: Ny epidemilov går for vidt

Regeringen orienterede onsdag Folketingets partier om udkastet til en ny epidemilov.

Det oplyser Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, som var med på mødet om udspillet i Sundheds- og Ældreministeriet.

Det er meningen, at en ny epidemilov skal erstatte den hastelov, som blev vedtaget 12. marts.

Det var, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde annoncerede, at store dele af samfundet skulle lukke ned for at bremse udbruddet af coronasmitte.

Hasteloven er gældende til 1. marts næste år.

Regeringens udspil indeholder flere positive elementer, mener Peder Hvelplund. Men også et forslag, som ikke er spiseligt for Enhedslisten.

– Der kommer en ny kategori: Samfundskritiske sygdomme. Ifølge forslaget bliver det regeringen selv, der kan sige, at nu har vi en samfundskritisk sygdom, som dermed giver regeringen bemyndigelse til at foretage indgreb som forsamlingsforbud, krav om mundbind og andre generelle tiltag, siger Peder Hvelplund.

– Det kan vi ikke acceptere. Det er fint nok, at man kan anvende de redskaber, når en sygdom som for eksempel covid-19 truer de vitale samfundsfunktioner. Men det er ikke en bemyndigelse, som regeringen skal kunne bevilge sig selv, siger han.

– Der skal være en parlamentarisk kontrol, så det er et flertal i Folketinget, der bestemmer, om der er tale om samfundskritisk sygdom.

På den positive side peger han på, at udkastet indeholder en opdeling mellem smitsomme sygdomme og alment farlige sygdomme.

– Man får lavet klar opdeling, så myndighederne kan sige, hvis der er alment smitsomme sygdomme eller alment farlige sygdomme. Og det udløser forskellige restriktioner og bemyndigelser, siger Peder Hvelplund.

Det store oppositionsparti Venstre mener, at det skal være slut med det, som partiet betegner som enorme magtbeføjelser til regeringen.

Regeringen kan i dag i skikkelse af sundhedsministeren på egen hånd eksempelvis lukke butikker, skoler, restauranter og bestemme størrelsen på et forsamlingsforbud.

– I dag er det meget svært at få at vide, om regeringens beslutninger er truffet efter faglig indstilling, eller om de er truffet på statsministerens mavefornemmelse, sagde politisk ordfører Sophie Løhde (V) tidligere på ugen til Politiken.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste på et pressemøde tirsdag, at regeringen har inviteret den uafhængige, juridiske tænketank Justitia, Institut for Menneskerettigheder og eksterne eksperter ind for at rådgive både regeringen og Folketinget.

– For det er store, demokratiske principper, der er på spil her. Derfor er det også vigtigt, sagde Magnus Heunicke.

/ritzau/